Doktor Kold og spøgelsesmaskingen: en virkelig mærkelig fortælling

Doktor Kold og Spøgelsesmaskinen, Bo Skjoldborg, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Bo Skjoldborgs anden bog i serien om Milo og Tråd er et dejlig gakket bekendtskab. 

Doktor Karl Kold har lavet en spøgelsesmaskine, som hans onde bror, Jack, har stjålet. Jack vil bruge maskinen til at hidkalde Harald Blåtands spøgelse, så han kan score sig nogle nemme penge. Men det går ikke som beregnet, og pludselig er et hævngerrigt fortidslevn løs i byens gader. Milo, Tråd, June og den gode bror må træde til og rage kastanjerne ud af ilden.

Der er smæk for skillingen i “Doktor Kold og Spøgelsesmaskinen”. Bogens tempo giver på det nærmeste åndenød med et forrykt handlingsforløb, som på ingen måde giver mening. Men så giver det mening alligevel – i en Milo og Tråd-verden. Måske kammer det indimellem over og bliver for meget, men det er tilgiveligt, når nu historien er så aktionmættet og helt sin egen.

Min anke ved 1’eren var mængden af kraftudtryk. Disse er der blivet luget ud i, og Doktor Kolds charme og broderens kluntede ondskab får lov til at fylde mere og fremstår ægte på den tilpas skæve måde. Milo og Tråd som serie har fundet en stil – må der komme flere bøger omhandlende Doktor Kolds skøre opfindelser,

Det er en sjov bog, som jeg vil anbefale til mellemtrinet. Skjoldborg kræver nemlig sin læser med sin brug af slang, engelske udtryk og lydefterlignende ord. For ikke at tale om de historiske referencer, som barnet nødvendigvis må kende, før det løfter sig fra bare at være en skør fortælling til at være en skør fortælling med vedkommende indhold.

Læs Bo Skjoldborgs “Doktor Kold og Spøgelsesmaskinen”, hvis du

  • er til skøre fortællinger
  • elsker detektivromaner med højt tempo 
  • mangler en god bog til højtlæsning.

Trekløveret Milo, Tråd og June går lige i smilebåndet godt hjulpet på vej af de skøre brødrene Kold. 

Bo Skjoldborg, “Doktor Kold og Spøgelsesmaskinen”, Forlaget Werther, set til kr. 250