Det gode tankesæt: om vigtigheden ved ordet “endnu”

Det gode tankesæt, Lene skovbo Heckmann, Bogoplevelsen

Lene Skovbo Heckmann kan skrive praksisnære bøger som ingen anden.

Folkeskolen er til stadighed i et læringspardigme, hvor vi går fra at have fokus på aktiviteter til at fokusere på læringen. Dette kan ikke komme som et chok for særlig mange. Vi har i de seneste år fokuseret på, hvad eleverne skal lære, men nu er tiden så småt moden til at gå mod en fokusering på, hvordan de lærer. Og netop dette er motivationen for denne lille kvadratiske pixibog på knap 80 sider. Pixibog, fordi Heckmann giver en kort gennemgang af Carol Dwecks forskning om dynamisk og fikseret tankesæt, mens hun supplerer med andre teoretikere som Stobart, Briceno, Nottingham og Hattie. Men berettigelsen i bogen er, at hun understøtter teorien med snesevis af eksempler på brug i praksis.

Lene Skovbo Heckman har tidligere og med succes fortalt om læringsmål, klasseledelse og vurderingskriterier. Med “Det gode tankesæt” sætter hun endnu et trin på stigen i forhold til at lykkedes med reformens mål: “At alle bliver så dygtige, som de kan”. Denne bog hjælper læreren til at gå i dialog med eleverne om dygtighed, udholdenhed og motivation. Den giver læreren et sprog samt værktøjer til at gøre dette.

Nogle af illustrationerne bærer desværre præg af at være scannet eller forstørret uhensigtsmæssigt. De er gnidrede og pixelerede. At de også bruger comic sans som font, gør  at de fremstår amatøragtige, og bogens samlede indtryk falder desværre en smule.

Det er ikke raketvidenskab, som Heckmann leverer i sine små bøger, men med de mange praktiske eksempler og en hjemmeside, der har skabelonerne og værktøjerne gratis tilgængelige, så bliver disse bøger praksisnære og velkommen i en presset hverdag.

Vi skal lære at lære. Børn som voksne. Og dette hjælper Heckmann os med, ved at lære os at bruge det lille men vigtige ord “endnu”.

Læs “Det gode tankesæt”, hvis du

  • er lærer, vejleder eller leder
  • ønsker at forstå elevernes tankegang
  • mangler redskaber til at hjælpe eleverne til succes.

Endnu en gang har Heckmann givet læreren en håndsrækning, og man skal være et skarn om man ikke tager imod denne.