Berørte Katrine: om unge mødre og phishing-mails

Bogoplevelsen

Kim Fupz-Aakeson har skrevet en bog om at være 16 år, gravid og rodløs. Personskildringen er så præcis, at læseren fristes til at tro, at Fupz selv er 16 år og gravid.

Katrine er 16. Hun arbejder hos Wienerbageren i centeret. Markus synes, at Katrine er interessant, når han er fuld. En interesse, der ender i graviditet. Alle kan enes om, at graviditeten er uheldig; selv Katrine. Lige frem til den dag, hvor hun bliver scannet. Og derfra går alt selvfølgelig ikke som forventet. Og alligevel, for som i klassisk Fupz, så formår protagonisten at kæmpe sig op til overfladen og mod alle odds at have livsmod og optimisme for en fremtid, der for læseren synes sort.

I “Berørte Katrine” fungerer Fupz’ dialoger, persontegninger og samfundsskildringer. Præcis som det plejer med Fupz. Det er stringent, det er realistisk.

Sideløbende med sin miserable livssituation modtager Katrine phishingsmails fra Wang. På et håbløst googletranslate dansk anmoder han “Berørte Katrine” om penge. Hun svarer ham, og på translatedansk får hun fortalt om sin situation. Det virker dog en smule forceret, for det er ikke komisk trods intentionen, sproget er håbløst og tolkningen bliver for indlysende.

Gyldendals SPURT-serie er “bøger for unge – store historier – kort fortalt”.  De er geniale til den svage læser, og de er ofte undervisningsegnet. Dette er også tilfældet med “Berørte Katrine”.

Læs “Berørte Katrine” af Kim Fupz-Aakeson, hvis du

  • gerne vil læse en vedkommende og realistisk bog om teenagegraviditet
  • ønsker at anbefale en god bog til en svag pigelæser
  • vil læse en udemærket roman på en time

“Berørte Katrine” er ikke Fupz bedste bog, da præmissen omkring Wang virker søgt, og spørgsmålet er, om den unge, som romanen skal appellere til, forstår hvad disse mails egentlig er. Katrine kunne være “berørt” på andre og mere “litteratursnedige” måder end af Wang. 

Kim Fupz-Aakeson, “Berørte Katrine”, Gyldendal 2016, set til kr. 199